Industrioperatør

  Se filmen om uddannelsen

Industrioperatør Dina Christensen:

Inden Dina kom til os, havde hun prøvet flere forskellige job, men vi er glade for, at hun nu endelig har valgt et job i industrien, hvor hun er rigtig dygtig!

Vi anvender avanceret teknologi i virksomheden og har derfor brug for medarbejdere, der har flair for at betjene det tekniske udstyr. Dina har en logisk sans, som er meget værdsat. Hun arbejder i forskellige afdelinger, fordi hun er fleksibel og hurtigt kan danne sig et overblik over problemerne.

En stor del af Dinas hverdag går i øjeblikket med fejlfinding i produktionen. De er fem ansatte på opgaven. Gruppen holder et vågent øje med kvaliteten af de produkter, vi producerer.

Indimellem opgaverne med kvalitetskontrol er gruppen også i gang med at montere nyt elektronisk udstyr på en produktionsbane. Selv siger Dina, at hun holder meget af at arbejde i en gruppe.

Næste skridt i Dinas karriere er at videreuddanne sig til procesoperatør. Herefter vælger hun måske  at søge nye udfordringer i en af de større medicinalindustrier.