Adm. direktør

  Se filmen om uddannelsen

Adm. direktør Finn B. Nielsen:

Vores administrerende direktør har ofte en lang og krævende arbejdsdag. Men selvfølgelig har han også mange fordele og goder, når han har tid til at nyde dem.

Til hverdag møder Finn altid præcis kl. 7.00. Han går næsten hver morgen en tur rundt i afdelingerne for at hilse på medarbejderne.

Det er Finns ansvar at have det totale overblik over virksomhedens pengestrøm, afdelingernes virke samt medarbejdernes trivsel og sikkerhed. Derfor holder han ugentligt møder med de ansvarlige medarbejdere i afdelingerne. Fra dem får han løbende informationer i form af rapporter, notater, statistikker og analyser. Disse skal han tage stilling til og vurdere, hvilke strategier virksomheden skal bruge fremover, og om udviklingen går, som den skal - også i forhold til medarbejdernes trivsel.

Finn bruger megen tid på at kommunikere med omverdenen både på telefon og elektronisk. Det foregår på dansk og engelsk. Der er også en del møder og rejseaktivitet i både ind- og udland. Her taler han med kunder og leverandører, bl.a. om samarbejde og eventuelle nye kontrakter.

Arbejdet som administrerende direktør er spændende og udfordrende - men også hårdt, og det kræver, at du har sjælen med og accepterer, at dit arbejde fylder en stor del af dit liv.